Content marketing guide

Hvad er Content Marketing, og hvorfor er det vigtigt for dig?

Hvis du interesserer dig for digital markedsføring, så har du sikkert hørt eller læst om content marketing. Er det bare et nyt buzzword inden for digital marketing, eller kan det give din forretning reel værdi? Svaret er nok et ”både og”. I denne content marketing guide vil vi afmystificere begrebet og give dig 7 gode råd til, hvordan du kan forbedre din forretning ved brug af content marketing.

Hvad er Content Marketing?

Content marketing er en af tidens mest hypede marketingdiscipliner og med god grund. Content er lig med indhold (tekster, billeder, videoer m.v.), og gennemtænkt og målrettet indhold virker uhyre effektivt, når du vil opbygge relationer til potentielle kunder, styrke din virksomheds brand og generere nye leads.

Content marketing er en markedsføringsmetode, der bygger på produktion og optimering af tekster med indhold, som skal øge kendskabsgrad og branding af virksomheden. I modsætning til traditionel reklame, som direkte har til formål at sælge noget, så handler content marketing mere om at levere oplysninger og give viden for at give et godt indtryk af afsenderen (virksomheden). Med andre ord så sælger content marketing mere ideen og udbyttet af din ydelse snarere end selve produktet.

Content marketing anvendes og bør indgå mange steder såsom i nyhedsbreve, informationsmateriale, video, opslag på sociale medier, blogindlæg, white papers, hjemmesidetekster, landing pages, SEO tekster m.v. Helt basalt handler content marketing om at lægge en plan, skrive nogle relevante tekster, som har værdi for din kundegruppe og som er relevante i forhold til dit forretningsområde og så få dem distribueret på nettet.

Hvorfor er Content Marketing vigtigt for dig?

Content marketing hjælper virksomheden med at skabe sit image og opbygger troværdighed i kraft af kommunikation, som hele tiden har kundens fordele for øje. Og det virker, da informerede og tilfredse kunder er mere loyale og dermed mere rentable i det lange løb. Hvis du deler din viden i form af et white paper eller gode råd, så kan du til gengæld bede om den potentielle kundes kontaktoplysninger, og du har dermed fået et nyt lead.

Derudover vil søgemaskineoptimerede tekster på nettet, som deles, likes og læses af mange give dig en høj rankering i søgemaskinerne, således at fx Google vil placere dig som et af de første resultater, når dine potentielle kunder søger på relevante søgeord for din forretnings ydelser eller produkter.

Content marketing og SEO er således beslægtede. Men hvor fx link building SEO anvendes for at ”snyde” Google til at give en hjemmeside en kunstig høj rankering i søgemaskinen, så giver content marketing en meget mere reel SEO effekt. Content marketing vil ikke, som mange af markedets mere konstruerede SEO løsninger, risikere at blive uhensigtsmæssigt ramt af Googles løbende ændring af søgealgoritmer og søgepolitik, da content marketing netop er baseret på at give læserne præcis den relevante information, som de søger efter.

93 % af alle online søgninger tager udgangspunkt i en søgemaskine. 68 % af potentielle kunder undersøger virksomheder via de sociale medier, før de tager beslutningen om et køb. Moderne virksomheder SKAL med andre ord være tilstede online og investere deres ressourcer i de kanaler, der skaber leads. Derfor bør content marketing være en vigtig del af enhver virksomheds online strategi. Læs mere herom i Orango’s gør-det-selv content marketing guide.

1. Kunderne synes ikke om kold kanvas

Hele 43 % tænder af på typiske sælgertyper og reklamemails. Kunderne vil ikke have skubbet løsninger i hovedet på upassende tidspunkter. Umotiverede henvendelser bliver i bedste fald ignoreret, men i værste fald kan det skade den fremtidige relation til kunden, at man stjæler hans tid på et tidspunkt, hvor behovet for at tale med sælger ikke er aktuelt. Ressourcerne anvendes langt bedre på at skabe online værdi i form af indhold, som kunden kan læse efter behov, når han er søgende efter netop det indhold.

2. Content marketing giver bedre placering i Google

Content marketing og SEO (Search Engine Optimization) hænger naturligt sammen. Rigtigt anvendt vil content marketing tiltrække flere links til dit indhold, som vil blive delt hyppigere, og derved sendes et signal til søgemaskinerne, som vil forbedre rankeringen af dit indhold. Godt indhold der er tilknyttet opslag på sociale medier, vil typisk blive rankeret højere, særligt hvis det får mange ”likes” og bliver delt meget. Derfor vil content marketing fremover være nøglen til højere rankering i søgemaskinerne.

3. Godt indhold er ikke en salgstekst – det skal give læseren værdi

Content marketing kan ikke sidestilles med at skrive SEO tekster for at optimere Google placeringer. Dit indhold skal give kunden nytteværdi, således at han vælger dig, når han får brug for kvalificeret support. Du skal ikke skrive en salgstekst. Dit skrift skal gøre kunden klogere og hjælpe kunden til at vælge den rigtige løsning på hans eller hendes behov. Du skal ikke være bange for at give så megen viden, at kunden løser sine opgaver selv. Det er de færreste, der selv vil kunne udføre en professionel leverandørs ydelser. Dit indhold skal styrke dit brand, være optimeret til søgemaskiner og kunne vises på mobil (være responsivt).

4. Få det maksimale ud af dit indhold

En af de største udfordringer ved content marketing er at udvikle tilstrækkeligt med indhold til at gennemføre et løbende marketingprogram. Én løsning er at følge reglen om 1:5 – hvor ét stykke indhold anvendes på fem forskellige måder. Målet er at strække dit indhold ved at bruge det på flere måder, tilbyde det i flere formater og distribuere det på flere kanaler. Har du lavet en god præsentation, kan du for eksempel konvertere den til en video og udgive den på YouTube. Præsentationen kan deles på SlideShare. Du kan lave en PDF fil som dine kunder kan downloade. Du kan bryde præsentationen op i flere mindre blogindlæg. Du kan bruge indholdet i en FAQ sektion på din hjemmeside. Du kan sende nyhedsbreve til dine kunder osv.

5. Kalenderplanlægning er en afgørende del af din content marketing

Ethvert godt content marketing program begynder med en nøje planlagt, proaktiv redaktionel kalender. Det er afgørende for den fortælling, du skal levere til dine potentielle kunder, at timingen er i orden, og at de løbende hører nyt fra dig. Din redaktionelle kalender skal afpasses til kundernes købscyklus, og de temaer, du godt vil præsentere dem for. Hvis ikke du planlægger for eksempelvis et år af gangen, risikerer du alt for let, at den daglige drift af virksomheden fylder så meget, at du ikke når at lave relevant indhold i tide til at ramme sæsonens behov. Planlæg således indhold, kommunikationskanal og måned og sørg for faste aftaler med hensyn til, hvem der har ansvaret for at forberede og distribuere det nye indhold. Hvad enten det er sommertøj, julearrangementer, lagersalg, tagrensning, nye produktlanceringer eller lignende, så er det ofte kritisk, at man får forberedt og publiceret sit indhold på rette tidspunkt.

6. Content marketing og de sociale medier

Virksomheder bruger i tiltagende omfang de sociale medier til at kommunikere med deres kunder af den simple årsag, at det er de medier, hvor deres kunder tilbringer mest tid. Opslag på Facebook vil kunne suppleres med små konkurrencer og vil kunne boostes med annoncering. Når indhold bruges i opslag vil relevansen ofte medvirke til, at annonceringsomkostningerne per klik vil være væsentligt lavere end ved brug af annoncer. Derudover har opslag mulighed for viral spredning, hvilket er gratis reklame for virksomheden.

7. Nyhedsbreve er fortsat vigtige

Udsendelse af nyhedsbreve via e-mails til kundebase og følgere har længe været en populær måde at promovere indhold og sælge produkter og services. Desværre har overdreven brug og udsendelse af irrelevante mails medført, at denne kanal er blevet mindre vigtig. Mange e-mails lander i spamfilteret, og forbrugeren føler sig generet af de mange daglige e-mails. Derfor skal der bruges god tid på de nyhedsbreve, du sender ud til eksisterende og potentielle kunder. Her er nyttigt indhold igen nøgleordet, da godt og relevant indhold vil højne kvaliteten af dit nyhedsbrev og øge åbningsrater og klik procenter.

Hvad betyder det for dig?

Hvis du vil være med på content marketing bølgen, så skal du afsætte tid og ressourcer til det. Som så meget andet i livet så skal det gøres helhjertet og gennemført, for at det virker. Man skal ikke bare spamme sine kunder med information og så forvente at få en masse gode leads retur. Content marketing skal planlægges og distribueres over tid. Teksten skal være velskrevet og indholdsrig, den skal søgemaskineoptimeres uden at være overdrevent spækket med søgeord, og så skal den fordeles på både nettet og de sociale medier ved brug af forskellige kommunikationskanaler.

Med god content marketing kan du etablere langsigtede, tillidsfulde relationer med nuværende og fremtidige kunder ved regelmæssigt at levere relevant og værdifuld information. Desuden kan det styrke din SEO effekt (og derved skaffe flere nye kunder i butikken) – ligesom din kendskabsgrad og dit brands image forbedres. De firmaer i branchen, der gør det bedst vil skabe en konkurrencemæssig fordel i forhold til konkurrenterne og opleve reelle resultatforbedringer af top- og bundlinje.

Vi håber, at du kommer langt med denne content marketing guide – får du brug for hjælp sidder vi klar til at tage over. Du er altid velkommen til at kontakte Orango for at høre mere om vores content marketing pakker og andre ydelser.

For mere information kontakt vores kundesupport på:

support@orango.dk
+45 3920 0220
www.orango.dk