Hvad er søgemaskineoptimering?
Søgemaskineoptimering (også kendt som Search Engine Optimization eller SEO) er en proces, hvor man optimerer sin hjemmeside med henblik på at opnå bedre placeringer i søgemaskinernes resultater. Dette gøres ved at optimere på indholdet, så søgemaskiner som Google og Bing har nemmere ved at forstå, hvad enhver given landingsside på dit website handler om.
Gennem de sidste mange år er der blevet offentliggjort massive mængder af information om søgemaskineoptimering – og en stor del af denne information er i 2020 misvisende eller forkert. Men hvorfor det?
SEO optimering er en løbende proces
Informationen er misvisende, fordi søgemaskinerne løbende ændrer deres regler med henblik på at sikre deres brugere de mest relevante resultater af deres søgninger. Google alene laver gennemsnitligt op til 1000 algoritmeændringer om året for at optimere deres søgemaskine algoritme. De fleste af disse ændringer er små, men der er typisk også nogle få store om året, som kan påvirke effektiviteten af din SEO-indsats radikalt.
Alle der har arbejdet med SEO kender smerten ved at have opnået gode placeringer… og så kommer Google med en stor algoritme opdatering som midlertidigt smadrer det hele.
En anden årsag til at Google foretager alle disse ændringer er blandt andet, at de vil forhindre lidt for smarte SEO tricks i at give sider en uberettiget høj placering. For eksempel ved at bruge systematisk opbyggede backlinks uden reel relevans eller ved at proppe tekster med keywords for at tiltrække Googles opmærksomhed – hvilket kaldes Keyword Stuffing i branchen.
I takt med at Googles søgerobotter bliver bedre til at genkende relevant indhold, som giver læseren en ægte værdi, bliver de også bedre til at straffe ”dårligt” indhold, som udelukkende er produceret med søgeoptimering for øje. Straffen kommer typisk i form af lavere rankering (placering) i søgeresultaterne, hvilket kan blive afgørende for en hjemmeside eller webshops trafik og mulighed for at skaffe nye kunder til forretningen.
Hvordan undgår jeg SEO problemer?
Den bedste og sikreste måde at undgå problemer med Google er at undgå de hurtige og smarte løsninger, som risikerer at give bagslag. Det er meget vigtigere at anvende reel onsite SEO, kombineret med relevante backlinks til din hjemmeside. Men når Google konstant ændrer i deres algoritme, hvordan skal man så vide, hvad der er reel SEO optimering, og hvad der er opspind?
Vi giver dig her 10 generelle tips, som har været konstante siden Google kom til verden. Ved at følge vores tips sikrer du, at indholdet på din hjemmeside fungerer ikke kun for søgemaskinerne, men også for brugerne.
1. SEO optimer én side per søgeord – men hold emnet i mente
Når du skal SEO optimere en landingsside, bør du altid vælge et enkelt ord eller frase, som du gerne vil have din artikel eller landingsside vist for. En landingsside vil typisk blive vist i søgeresultaterne for en række forskellige søgeord, men det er svært at optimere en side for mere end ét enkelt søgeord eller frase. Så vælg med omhu den ordkombination, som dine potentielle kunder typisk vil søge på.
Det er dog altid en god idé at holde dit overordnede ’emne’ i mente. Hvis din landingsside f.eks. handler om teltudlejning, vil det være en god idé at SEO optimere mod søgeordet “teltudlejning” – men prøv også at bruge ord og fraser som “udlejning af telte”, “Leje af telt” og så videre. Googles algoritme i 2020 er blevet bedre til at forstå semantik og kan derfor godt se sammenhængen mellem synonymer.
2. Medtag søgeordet i din tekst
Besøgende, som kommer til din hjemmeside fra en søgemaskine, har fundet dig via et bestemt søgeord eller frase. Selvom det kan virke ligegyldigt, er det vigtigt, at de let kan genfinde de ord, som de søgte efter, i din tekst. Brug derfor søgeordssætningen, som du gerne vil findes på, i både overskrift, underoverskrift og i brødteksten.
Lad dog være med at tvinge keywords kunstigt ind i dine tekster, hvis det ikke giver mening. Du bør kun bruge dit keyword hvor det lyder naturligt. Overdosering af søgeord fungerede i gamle dage, men anses i dag for værende dårlig SEO – og hvis du gør det, risikerer du at blive straffet af søgemaskinerne som forsøg på manipulation.
3. Brug den nøjagtige ordlyd
Søgemaskiner bliver bedre og bedre til at fortolke hensigten med en søgning. Du vil dog fortsat opleve, at sider, som præcist matcher ordlyden af en søgning, rangerer højere end sider, der for eksempel har de samme ord i en anden rækkefølge eller i en anden form. Giver det mening i teksten, og har du allerede anvendt søgeordet i den tænkte form, så suppler gerne også med bøjninger af dine søgeord (biludlejning – biludlejninger – biludlejningen) samt associerede ord for at styrke effekten af dit SEO arbejde.
Ved at gøre brug af synonymer og associerede ord øger du sandsynligheden for at din side kommer op og rangerer på så mange keywords som muligt.
4. SEO optimer, men undlad at overdrive
SEO optimering går ud på at betræde den fine linje mellem at skrive til Google og at skrive til brugeren. Selv om det kan være fristende at tro, at du kun skriver til søgemaskinerne, så husk altid på at du skriver til virkelige mennesker. Din tekst skal altså have relevans for din målgruppe, og den skal samtidig virke naturlig og autentisk.
Du må aldrig ofre nytteværdien for brugeren for at opfylde et SEO mål. Læg vægt på at skrive let læseligt indhold, der giver læseren svar på hans søgning og giv ham brugbare uddybende informationer. Husk på at de sider, Google placerer højest i søgeresultaterne, er dem, hvor brugerens søgning bliver besvaret bedst.
5. Lad indholdet bestemme længden
Sidelængden af en tekst bør være dikteret af det budskab, du ønsker at kommunikere. Når det kommer til længden af tekstindholdet på en side, er tommelfingerreglen, at du bør skrive minimum 300 ord. Men det er vel og mærke med den forudsætning, at det er kvalitetsindhold og ikke åbenlyst fyldstof. Længere tekster giver bedre mulighed for naturlig placering af søgeord og bedre mulighed for at give mere information til dine besøgende.
Det har tidligere været tendensen, at tekster til internettet skulle være så korte som muligt, men sådan er det ikke nødvendigvis længere. I dag er internetbrugere mere tilbøjelige til at ville læse lange tekster, forudsat at indholdet er relevant og noget, som de leder efter. Og det kommer meget an på konteksten. En produktbeskrivelse til en webshop og et passioneret blogindlæg skal naturligvis have forskellig længde.
6. Brug korte afsnit
I tråd med forrige tip, så prøv så vidt muligt at hold dine afsnit korte. Selv om internetbrugere i stigende grad ikke har noget imod at læse lange tekster, så er lange afsnit ofte en årsag til, at dine læsere giver op midt i teksten. Lange afsnit trætter øjnene, så hold helst dine afsnit på under cirka 100 ord. Igen skal det selvfølgelig give mening, og du skal ikke bryde teksten op, hvis det går ud over tekstens betydning. Lav afsnit, hvor det virker naturligt.
Lange tekstafsnit kaldes også på internet-sprog en “wall of text” – altså en mur af tekst. Det giver et godt billede af, hvor uoverkommeligt mange læsere synes, at lange afsnit er, og hvorfor du altid bør undgå det, hvis du kan.
7. Udnyt dit øvrige indhold i din SEO optimering
Når man inden for SEO optimering taler om linkbuilding, taler man oftest om ekstern linkbuilding, altså processen med at skaffe links til en hjemmeside fra andre hjemmesider. Men interne links – altså links fra én side på dit website til en anden – har også en meget gunstig virkning på søgeoptimeringen.
Ved at linke til andet relevant indhold på din hjemmeside (prislister, referencer, relevante artikler, blogindlæg eller andet) viser du dels Google, at du har mere relevant indhold på dine sider, men du får også brugerne til at anvende længere tid på dit site, hvilket øger sandsynligheden for en konvertering.
8. Tilpas din URL
Alle sider og undersider på din hjemmeside har en unik URL (adressen på din side på internettet). Og URL’en er ikke ligegyldig i Googles øjne. En URL, der hedder: ”www.dinhjemmeside.dk/billig-vaskemaskine” vil give markant bedre SEO resultater end: ”www.dinhjemmeside.dk/hos-din-lokale-isenkræmmer-kan-du-få-byens-billigste-vaskemaskine”, fordi den er kort, præcis og bedre kan ramme det præcise søgeord, du SEO optimerer efter.
Det er relativt nemt at ændre den autogenererede URL i de fleste Content Management Systemer, så gør den kort, præcis, og sørg for, at URL’en indeholder dit søgeord. Hvis du ændrer URL’en på en landingsside, som har været online i et stykke tid, skal du huske at oprettet et ‘redirect’, så du fører trafikken til den gamle URL ind på den nye. Hvis du ikke selv kan oprette et redirect, kan du få din web-ansvarlige til at gøre det for dig.
9. Tilpas din metadata
Alle har set søgeresultater med ufuldstændige eller uprofessionelle tekster, som eksemplet nedenfor. Hvis dine læsere skal tage dig alvorligt, bør du undgå halve sætninger og sørge for, at din metabeskrivelse holder sig inden for de tilladte 155 anslag. Du kan eventuelt bruge et snippet optimeringsværktøj, som du også kan bruge til at teste URL og længden på din titel med.
Der findes en række forskellige værktøjer på nettet, bland andet på www.storybase.com. Undgå for alt i verden at møde dine potentielle kunder med noget som det her:
10. Visualiser dit indhold
Hvis du kun har tekstindhold på din side, så er den formentlig alt for teksttung til de fleste brugere. Sørg for at have minimum ét billede i din tekst, da det hjælper med at visualisere dine pointer og gør indholdet lettere at læse og mere overskueligt.
Billeder giver også et boost til din SEO optimering, hvis du i billedets titel og alt-tekst inkluderer dit søgeord. Det er ikke noget, som vælter læsset, men det er en relativt simpel og hurtig optimering, som bidrager med en væsentlig SEO effekt, som du ikke bør undvære.
Bonus tip: Hold dig opdateret
De ovenstående tips skal betragtet som nogle grundlæggende gode råd til gør-det-selv SEO. Følger du dem, har du fundamentet på plads for at tænke SEO optimering ind i dine tekster. Derudover skal du som tidligere nævnt være opmærksom på, at Google sørger for, at praksis ændrer sig hurtigt og hele tiden. Det er derfor nødvendigt enten at holde sig konstant opdateret på området eller at hyre et online marketing bureau til at varetage arbejdet.
Du er altid velkommen til at få en uforpligtende samtale med en af Orangos digitale marketing konsulenter om muligheder og priser for at søgemaskineoptimere din hjemmeside.